
Om mig
Mit liv med foto
Jeg har fotograferet i stort set hele mit liv - og altid som amatørfotograf.
Det hele begyndte, da jeg blev stor nok til at kunne holde på min fars kamera og trykke på udløseren.
Fra jeg var fem år, tog min far mig med i det lille mørkekammer, han indrettede i køkkenet, når der skulle fremkaldes billeder.
Som 10-årig sparede jeg sammen til mit første kamera - et Kodak Instamatic. Det holdt en del år, men blev skiftet ud med et brugt bælgkamera, hvor bælgen desværre var ret slidt. Så jeg har en del billeder fra mine tidlige teenageår, hvor der er en fin hvid lidt ulden stribe på dem alle.
Da jeg kom ud af skolen, sparede jeg endnu en gang sammen og købte mit første spejlreflekskamera - fra nyt. Det åbnede en helt ny verden af muligheder for mig, og jeg begyndte at lave makrofoto, natfoto, lege med filtre og meget andet.
Det første spejlreflekskamera holdt i mange år, men blev til sidst slidt op, og så måtte jeg endnu en gang i sparegrisen. Denne gang købte jeg mit første Nikon.
I hele den periode fremkaldte jeg selv alle sort-hvid-billeder. Først med min fars mørkekammerudstyr og senere med mit eget. Der var sket meget med mørkekammerudstyret, fra da jeg var fem, til jeg blev voksen. Jeg har stadig mit mørkekammerudstyr i kælderen.
Rullefilmkameraet blev senere udskiftet med mit første Nikon digitale spejlreflekskamera. Efterhånden som teknikken blev bedre, blev kameraerne udskiftet med nyere modeller. Men jeg beholdte de gamle.
Nu fotograferer jeg med et spejlløst digitalt Nikon-kamera.
De seneste mange år har jeg været en del af fotoklubben iso4300. Det er et herligt mødested for fotointeresserede, og vi elsker at udfordre hinanden og os selv med spændende opgaver og udflugter.
Og nu er spektret af billeder vokset til næsten alt - naturbilleder, safaribilleder når jeg kan komme til det, eksperimentelle billeder, portrætter, makrobilleder - faktisk hele paletten. Jeg holder især af at tage naturbilleder, billeder i byen og portrætter. Og hvis lejligheden byder sig, vil jeg bestemt ikke sige nej til endnu en safaritur.
Det er blevet til rigtig mange billeder over årene, og jeg har fået lyst til at dele nogle af mine billeder på Internettet - derfor denne hjemmeside.
Forhåbentlig vil de, der besøger min side, nyde billederne.
Billederne er naturligvis beskyttede med copyright ©
Hvis du ønsker at bruge et eller flere af mine billeder, er du meget velkommen til at kontakte mig.